Grundlæggende viden om bilens teknik
Til køreprøven skal du vide hvordan en bil fungerer, samt hvilke regler der er gældende for bilens teknik. Brug noget tid på at læse herunder, så er du godt rustet til køreprøven.
Motorsagkyndige starter nemlig med at stille nogle spørgsmål til bilens teknik, som du skal besvare og i nogle tilfælde demonstrere. Derfor har jeg inkluderet instruktioner, hvor der står forklaret hvordan du tjekker det til din køreprøve.
Bremsesystemet i en bil
Lovkrav til driftsbremsen
Drift bremsen (fodbremsen) skal være et 2-kreds hydraulisk bremsesystem. Det skal virke på alle fire hjul og skal kunne bremse bilen sikkert, hurtigt og virksomt ved alle hastigheder og belastninger.
Bremsepedalen skal have en skridsikker overflade og den skal have 1 cm frigang, for ikke at bremse hele tiden (hænge). Pedalen må kun kunne trykkes halvvejs ned. Bremsemodstanden skal føles fast, og bremsepedalen må ikke synke hvis den holdes nedtrådt i ca. 30 sekunder.
Bremsevæskestanden skal være mellem min. og max. (kontrolleres i motorrummet).
Vakuum bremseforstærkeren kan kontrolleres ved at pumpe 3-4 gange på bremsen og derefter holde den nede, mens bilen er slukket. Mens man holder bremsen nede starter man motoren, og lægger mærke til om bremsepedalen synker en lille smule. Hvis den gør, så virker bremseforstærkningen.
Parkeringsbremsen (håndbremsen)
Parkeringsbremsen skal være en mekanisk bremse, der skal virke på mindst 2 hjul. Den skal kunne holde bilen på en 18 % hældning. Skal blive stående i fastspændt tilstand, efter den er trukket.
Træk håndbremsen og prøv at slå let på den. Den skulle helst blive i samme position.
Nødbremsen
Nødbremsen er den ene kreds i et 2-kreds bremsesystem. Den skal kunne bremse bilen sikkert, hvis fodbremsen svigter.
Bremselængde
En bil skal kunne bremse på højst 6 meter, hvis den kører 30 km/t. Hvis man fordobler hastigheden, bliver bremselængden 4 gange så lang. Bremselængden ved 60 km/t må altså højst være 24 meter.
Bilens motor og udstødning
Motoren må ikke udvikle unødig røg og støj og den må ikke være tilsodet af udsivende olie. Udstødningen skal sidde godt fast i bøjler og stropper, og den skal have en lyddæmper der er tæt.
Styreapparat
Styreapparatet skal kunne betjenes let, sikkert og hurtigt, og det skal være selvoprettende og uden mislyde. På biler med tandstangsstyring (alle nye biler), må der ikke være ratslør.
Servovæskebeholderen i motorrummet skal være fyldt op mellem min. og max. Obs: Der er ikke noget servovæske i Kims Køreskoles skolevogne. De har alle elektronisk servostyring.
Ved kontrol af ratslør, skal man sørge for at tænde motoren, sætte bilen i frigear og trække håndbremsen. Hvis man ruller vinduet ved førersædet ned, kan man stå udenfor bilen og trække i rattet. Hjulene skal bevæge sig på samme tid som rattet - der må ikke være ratslør.
Regler for dæk og bærende dele
Karrosseriet må ikke være beskadiget eller rustent så det har udragende dele eller skarpe kanter.
Bilens dæk
Dæk, hjulfælge og hjulejer skal være ubeskadigede. Dækkene skal være af samme type på alle fire hjul. Forskellige typer dæk: sommerdæk, vinterdæk og pigdæk. Alle dæk skal have mindst 1,6 mm dybde i hovedmønstret.
Der skal være korrekt dæktryk i alle hjul. I bilens instruktionsbog finder man ud af hvor højt et tryk det skal være. Man skal tjekke trykket jævnligt.
Lygter og lys på bilen
Alle lygter og reflekser skal virke og være rene.
Positionslys: Skal kunne ses 300 meter væk og må ikke virke blændende.
Nærlys: Skal kunne oplyse vejen mindst 30 meter frem og må ikke virke blændende.
Fjernlys: Skal kunne oplyse vejen mindst 100 meter frem. Fjernlyset må godt virke blændende.
Baglygter: Skal lyse rødt, må ikke virke blændende og skal kunne ses på 300 meters afstand.
Nummerpladelygter: Skal oplyse nummerpladen så den kan læses på min. 20 meters afstand.
Blinklygter: Skal have en orange farve og skal kunne ses i kraftigt sollys. Minimum 6 stk.
Reflekser og horn: Der skal være 2 røde reflekser bag på bilen, og de må ikke være trekantede. Hornet skal have en klar, kraftig og konstant tone.